Tillidsrepræsentant
Tillidsrepræsentanten (TR) er medarbejdernes talsmand, som kan fremlægge forslag, henstillinger og klager fra medarbejderne over for ledelsen. Tillidsrepræsentanten kan også optage forhandlinger om lokale spørgsmål.
Med rammeaftalerne på hhv. det regionale, det kommunale og det statslige område det, at tillidsrepræsentanten er den centrale medarbejderrepræsentant, således at samarbejdet mellem ledelse og medarbejderne bygger på tillidsrepræsentantinstitutionen.
De konkrete redskaber er:
- Information: TR har krav på at få den information, som han/hun skal bruge for at kunne udøve sit hverv som TR
- Drøftelse: Ledelsen er forpligtet til at tage en drøftelse om både generelle og individuelle forhold, hvis TR anmoder om det
- Forhandling: TR er bemyndiget til at forhandle og indgå aftaler med ledelsen om løntillæg i forbindelse med nyansættelser og stillingsændringer samt de årlige forhandlinger om Ny løn-tillæg.
Arbejdsgivers informationspligt over for TR er ret vidtgående. Det gælder konkret i forbindelse med forestående ansættelser og afskedigelser, hvor alle oplysninger af interesse for TR’s funktion "uopfordret skal tilgå TR". TR kan også få alle relevante oplysninger om løn- og ansættelsesforhold for de personer, den pågældende repræsenterer, herunder en liste over de ansatte. Relevante oplysninger kan være arbejds-, aktivitets- og mødeplaner samt lønoplysninger.
TR har en særlig rolle i forhold til kolleger, som på den ene eller anden måde er kommet i klemme, fx ved truende afskedigelse. TR kan gå ind som bisidder eller forhandler i forhold til arbejdsgiveren og dermed sikre, at regler og aftaler overholdes. Det hele skal selvfølgelig ske med kollegaens accept, hvorimod arbejdsgiveren ikke kan modsætte sig, at tillidsrepræsentanten går med. FaKD bakker tillidsrepræsentanten op i denne opgave og går ind i sagen, hvis det ender med en afskedigelse.